CFT Til fagpersoner

O’Sullivan et al. 2018

Hvad er Kognitiv Funktionel Terapi (CFT) – for fagpersoner

CFT er et evidensbaseret klinisk ræsonneringsværktøj med en helhedsorienteret tilgang, designet til at understøtte behandling af komplekse muskuloskeletale smerteproblematikker. Tilgangen sigter mod at tilpasse behandlingen til den enkelte patients situation og behov.
Den bio-psyko-sociale model danner grundlag for den kliniske proces, hvor terapeuten gennem en dybdegående anamnese afdækker patientens smerteoplevelse med fokus på tanker, følelser og adfærd relateret til smerten.
Den kliniske undersøgelse fokuserer på de bevægelser og funktioner, der er vigtige for patienten at genvinde. Det handler ofte om undgåede eller smertefulde bevægelser. Ved at analysere bevægelserne får terapeuten og patienten et indblik i smerteadfærden.
Ved behov suppleres undersøgelsen med screeningsspørgsmål og diagnostiske tests for at udelukke røde flag, specifik patologi og øvrige muskuloskeletale tilstande.
Den samlede vurdering giver mulighed for en kvalificeret klinisk beslutning omkring patientens samlede smertebillede, modificérbarheden og danner grundlag for behandlingsplan, målarbejde og vurdering af prognose.
Interventionen i CFT bygger på tre centrale elementer:

Eksponering med kontrol – gradvis og kontrolleret eksponering af undgåede bevægelser.
Making sense – facilitere og evt nuancere patientens forståelse af smerte.
Livsstilsændringer – støtte til ændringer, der fremmer livsstil og livskvalitet.

Formålet med CFT er at styrke patientens indsigt i egen smertesituation og øge evnen til selvstændigt at håndtere smerterne, så vedkommende kan vende tilbage til meningsfulde aktiviteter. Tilgangen er patientcentreret og tager afsæt i individuelle oplevelser og behov.

Eksponering med kontrol

Eksponeringsdelen i CFT bygger på en forståelse af smerteadfærd. Når patienter oplever smerte eller frygt for smerte, er det naturligt at benytte undgåelsesstrategier. Dette kan fysisk og adfærdsmæssigt vise sig ved, at patienten undgår smertefulde bevægelser (fear avoidance behaviour) eller beskytter kroppen ved at spænde op og ”kropsligt beskytte sig mod smerten”. Det kan komme til udtryk ved eksempelvis at spænde mave- og rygmuskler, holde vejret, anvende arme til støtte eller bevæge sig langsomt.
Der skelnes mellem adaptiv og maladaptiv adfærd. I de akutte og subakutte faser kan undgåelsesadfærd være hensigtsmæssig, mens undgåelsesadfærd i kroniske smerteforløb ofte bliver maladaptiv og kan vedligeholde eller forværre smerte og funktionsnedsættelse. Formålet med eksponering er derfor at bryde denne maladaptive adfærd og hjælpe patienten med at genvinde funktion og øge deltagelsen i hverdagslivet og i mange tilfælde lindre smerte eller blive smertefri.

Den fysiske eksponering tager udgangspunkt i patientens funktionsbegrænsninger, som afdækkes gennem anamnesen, og fokuserer på de aktiviteter, patienten ønsker at kunne udføre med færre smerter – for eksempel at stå, rejse sig, sidde eller løfte. Undersøgelsen er dynamisk, hvor både patientens spontane adfærd og kropslige reaktioner analyseres under bevægelse og stillinger.
Sammen arbejder terapeut og patient på at identificere og ændre uhensigtsmæssige strategier eller bevægeadfærd, med henblik på at genvinde kropslig kontrol og opnå smertelindring. Terapeuten spiller en vigtig rolle ved at være opmærksom og nysgerrig på patientens adfærd og støtte patienten i at håndtere reaktioner som frygt og beskyttelse gennem eksponeringen. Dette kan understøttes ved guidning, både verbalt og kropsligt, for at reducere den beskyttende adfærd og skabe et trygt behandlingsfundament.
Et centralt element i eksponeringsprocessen er fælles refleksion omkring patientens tanker og kropslige respons før, under og efter bevægelse. Denne refleksion øger patientens forståelse af, hvordan tanker og følelser påvirker bevægeadfærd og smerteoplevelse, og kan være en vigtig “øjenåbner” i behandlingen. Mange patienter oplever at genvinde bevægelser og funktioner, som de tidligere har undgået eller haft svært ved at udføre.
Forandringer i bevægemønstre kan opstå hurtigt allerede ved første konsultation. Processen kan også være mere gradvis, især hos patienter med høj sensitivitet eller kompleks smerteprofil.
Eksponering – når det lykkes – sigter mod at påvirke de mentale og kognitive aspekter af smerten, hvilket ofte fører til en mere nuanceret forståelse af smerten. Når patienten oplever øget kontrol over smerterne under bevægelse, reduceres ofte frygten, hvilket har en direkte indvirkning på den kropslige reaktion. Typisk ses et nedsat kropslig beredskab, herunder en mere rolig vejrtrækning, mindre muskelspænding og mere frie bevægelser.
Forskning inden for CFT dokumenterer, at patienter, som opnår smertekontrol og ændrer deres bevægeadfærd, ikke blot forbedrer funktionsniveauet, men ofte samtidig oplever reduktion i både smerteintensitet og frygt for bevægelse (Ussing 2024; Caneiro 2019).

Making sense of pain

Et centralt element i Kognitiv Funktionel Terapi (CFT) er patientuddannelse, som har til formål at styrke patientens evne til at håndtere sin smerteproblematik – både under akutte forværringer og i bestræbelserne på at opretholde et ønsket funktionsniveau over tid.

En kernekomponent i denne proces er den såkaldte “making sense of pain” del, hvor målet er at hjælpe patienten med at forstå de faktorer, der potentielt kan drive eller vedligeholde smerterne. Denne forståelse danner grundlaget for patientens egenhåndtering og aktive deltagelse i behandlingsforløbet.

I making sense-delen arbejdes der med at skabe indsigt i, hvordan tanker, følelser og adfærd kan spille sammen og føre til beskyttende bevægestrategier – strategier der ofte vedligeholder både smerte og nedsat funktion. Det er essentielt, at patienten kan genkende sig selv i den forklaring, der gives, og at både kropslige og adfærdsmæssige mønstre fremstår relevante og meningsfulde.

Denne forståelse forstærkes yderligere gennem eksponering, hvor patienten får konkrete erfaringer med, at smerterne kan reduceres og kontrolleres. Disse erfaringer styrker både troen på forandring og tilliden til den faglige forklaring.

Relevante kontekstuelle faktorer fra anamnesen – såsom inaktivitet, stress, forstyrret søvn eller andre helbredsmæssige forhold – inddrages i forklaringen, i det omfang de vurderes at bidrage til den samlede smerteproblematik.

Livsstilsændringer

Det kan være nødvendigt at drøfte livsstilsfaktorers betydning for patientens smerteproblematik, både direkte og indirekte. Dette omfatter ofte stressfaktorer i patientens liv, herunder smerterelateret stress, som kan påvirke smerteoplevelsen og funktionsevnen.

Andre væsentlige livsstilsfaktorer kan være inaktivitet, forstyrret søvn, rygning og uhensigtsmæssige kostvaner. Når der er en tydelig sammenhæng mellem disse faktorer og patientens smerter, er det afgørende, at de integreres i den individuelle behandlingsplan.

Terapeutrollen og alliancen med patienten

Terapeut-patient-relationen er et centralt element i Kognitiv Funktionel Terapi (CFT) og prioriteres højt. Det er afgørende at etablere en tillidsfuld relation med fokus på patientens værdier, ønsker og mål. Et trygt og støttende behandlingsmiljø er nødvendigt, så patienten tør udforske og nuancere sin egen smerteforståelse samt eksponere sig for tidligere smertefulde bevægelser.

Der lægges vægt på, at terapeuten er åben og nysgerrig i mødet med patienten, og formår at sætte sig ind i patientens historie. En aktiv og validerende lyttende tilgang kombineret med en grundig klinisk vurdering er særlig vigtigt for at kunne udrede og forstå patientens samlede problemstilling.

Patienter med kroniske smerter har ofte tidligere oplevet begrænset eller manglende effekt af behandlinger, herunder operative indgreb, hvilket kan påvirke motivation og ressourcer. Det er vigtigt, at terapeuten arbejder målrettet med at opbygge patientens self-efficacy gennem eksponering og samtidig skaber håb og tro på fremtidig bedring.

Målet er, at patienten gradvist bliver i stand til aktivt at tage ansvar for egen smertebehandling gennem indsigt, refleksion og anvendelse af håndteringsstrategier. Terapeuten skal i behandlingsforløbet kunne tilpasse sin rolle – fra ekspert til facilitator – og fremme patientens egenhåndtering.