Behandling af udstrålende symptomer til arm eller ben

Udstrålende symptomer til enten arm eller ben kan have flere årsager. Det er en almindelig opfattelse, at udstråling til en arm eller et ben skyldes diskusprolaps, men symptomerne, der ofte i beskrivelse ligner diskusprolaps, kan have andre årsager. Årsagen til, at en nerve i nakken eller i lænden kan blive ”irriteret” eller klemt, kan skyldes snævre pladsforhold omkring nerverne ofte som følge af almindelige aldersbetingede forandringer i rygsøjlen. En anden hyppig årsag til udstrålende symptomer i arm eller ben er muskler eller led, der kan give nogle af de samme symptomer. Nerverne fra rygsøjlen forsyner bl.a. muskler og led i kroppen, og via denne kobling kan muskler og led give lignende udstråling til arm eller ben.

Hos Spine & Mind Fysio har vi mange års erfaring i udredning og behandling af udstrålende symptomer til arm eller ben.

 

Korrekte bevægelser kan reducere smerten fra udstrålende symptomer

Første konsultation hos os består af en fyldestgørende samtale omkring din situation og en grundig undersøgelse. Behandlingen vil variere afhængigt af, om du har udstrålende symptomer fra en irriteret nerve, fx diskusprolaps, eller om du har udstrålende symptomer fra muskler eller led.

Undersøgelsen vil indeholde en analyse af dine bevægelser, da den måde, du bevæger dig på, ofte kan have en vedligeholdende betydning for smerterne. Vi vil arbejde med måden, du bevæger dig på, og du vil blive instrueret i øvelser i forhold til arbejdsstillinger, træning eller andet. Målet med øvelserne er smertereduktion og forbedret muskelfunktion. Behandlingen kan suppleres med massage eller mobiliseringsteknikker afhængigt af din problematik.

 

Generelt om udstrålende symptomer til ben og arme

Hvis du har irritation af en nerve enten pga. diskusprolaps eller pga. snævre pladsforhold, er det ofte en tilstand, som falder til ro med tiden. Kun i sjældne tilfælde har du behov for operation.

Du kan med fordel i en kort periode reducere de aktiviteter, der forværrer dine udstrålende symptomer mest. Det er en god idé at anvende smertestillende medicin i samråd med din egen læge, især hvis du har smerter fra diskusprolaps. Såfremt du har udstrålende symptomer fra muskler eller led, er det ligeledes hensigtsmæssigt at reducere forværrende aktiviteter over en kort periode.

Uanset årsag er det hensigtsmæssigt at holde sig så aktiv som muligt i dagligdagen, da det kan holde gang i kroppens eget smertehæmmende system. Hvis du har vedvarende udstråling til arm eller ben, er det hensigtsmæssigt at søge hjælp hos en fysioterapeut.