Behandling af nakkesmerter

Ondt i nakken er hyppigt forekommende i den voksne befolkning. Sundhedsstyrelsens rapport fra 2015 viser, at mellem 30-50 % af voksne danskere hvert år oplever episoder med ondt i nakken, og mellem 10-17 % af alle danske mænd og kvinder har oplevet ondt i nakken inden for de seneste 14 dage. Heldigvis er langt de fleste smerteproblematikker i nakken ufarlige, men kan forklares ud fra forskellige sammenhænge.

Hos Spine & Mind Fysio har vi mange års erfaring med udredning og behandling af regionens mest komplekse nakkeproblematikker. Vi har specialiseret os i at håndtere langvarige nakkesymptomer, og vi benytter os af den nyeste viden og behandling på området.

 

Langvarige smerter i nakken er komplekse, men vi kan hjælpe dig

Vi ved, at langvarige smerteproblematikker kan have betydning for søvnkvalitet, kan skabe bekymring og give overvejelser omkring fremtiden fx arbejdsmæssigt. Hos Spine & Mind Fysio er vi bevidste om disse mekanismer, og vi hjælper dig til en forståelse af kompleksiteten i langvarige smerter.

Første konsultation hos os består af en fyldestgørende samtale omkring din situation og en grundig undersøgelse af nakken. Undersøgelsen kan også involvere øvrig ryg og skulder, hvis det er relevant.

I samarbejde med dig lægger vi en behandlingsplan ud fra vores konklusioner og dine behov og ønsker. Behandlingen har fokus på at gøre dig i stand til at håndtere din situation og består af information om de sandsynlige forklaringer på symptomerne. Derudover arbejder vi med måden, du bevæger dig på, og du vil blive instrueret i øvelser i forhold til arbejdsstillinger, træning eller andet.

Målet med øvelserne er smertereduktion og forbedret muskelfunktion. Behandlingen kan suppleres med massage eller mobiliseringsteknikker afhængigt af din problematik.

Nakkesmerter - Spine & mind fysio

Generelt om nakkesmerter

Oplever du ondt i nakken, kan du i første omgang væbne dig med tålmodighed, for de fleste nakkesmerter forsvinder af sig selv i løbet af en uges tid. Du kan selv hjælpe bedringen på vej, ved at du over nogle dage reducerer de aktiviteter, der forværrer dine smerter. Generelt er det bedst, at du holder dig i gang, hvis smerterne tillader det. Du kan evt. tage smertestillende medicin efter behov og efter anbefaling fra din egen læge. Hvis dine gener ikke forsvinder eller hvis du oplever forværring, er det hensigtsmæssigt at søge hjælp hos en fysioterapeut.